-
.
PRESA DALLA MONTAGNA - UNA LEGGENDA IN 5 CAPITOLI (BERGTATT - ET EEVENTYR I 5 CAPITLERNATTENS)
CAPITEL I - I TROLDSKOG FAREN VILD
De entede Tøsens Hiemkomst
Hun vaer i mørck Skog faren vild
Sneens Tepper hafde bredet sig hen
Paa Stien hiem
hendes eeneste Ven
Om hun bare kunde
Folge Stiernernes Baner
Ey hun skulde vildfare
Blandt disse mørcke Graner
Skogens mørcke Arme forbarmede sig ofver dend fremmede Giæst
Giorde hende vaer i siine inderste Tankers Veemod
At i Bergekongens Kammer tørstes efter Christenblod
De Underjordiske:
"Det nærmer sig stille: Een sørgeklæst Pige
Sidder derinde med foldede Hænder
Hun sender een Bøn til det himmeldske Rige"
Ofver hendes Hode
Det drybber fra Qviist
Draabe for Draabe some Blodet
Fra Kroppen til Jesu Christ
Pigen:
"Aa, eismal i ein uggin Skog
Eg kjenn at i Kveld
I Kveld tenkjer ingen paa meg"
CAPITOLO I - SMARRITA NELLA FORESTA OSCURA
Loro aspettarono il ritorno della ragazza
Si era smarrita nella foresta oscura
Il suo unico amico
Il sentiero che la conduceva a casa
nascosto dalla neve che si diffonde
O, se potesse seguire
Il percorso stellato
Non si smarrirebbe
Tra questi alberi scuri
Braccia di legno abbracciavano
l'ospite straniero
Triste era la loro canzone a lei
Le stanze del re della montagna
Reclamano a gran voce il sangue cristiano
Il Mondo Sotterraneo:
"Vicinissima; una ragazza in lacrime
Le mani unite in preghiera
Una litania sale verso il Regno dei Cieli"
Dai ramoscelli
Sulla sua testa
Goccia a goccia come il sangue
Dal corpo di Cristo
La fanciulla:
"Ahimè! Da sola nella profonda foresta
Stanotte, sento e temo che
Nessuno si ricorda di me".
CAPITEL II - SOELEN GAAER BAG AASE NEED
Sagte vender hun Hovedet halfft
Lyddende fjærnt til Ord som bli'r talt
Et Stæd under Bakken, om Hiertets Vee
Pigen:
"Sola gaar bak Aase ned
Skuggan' bli saa lange
Natte kjem snart atteved
Teke meg i Fange"
De Taaren dend fulgte hendes Savn
Een Længsel hiem til siine
Hun vilde saa gierne hafve dem i siin Favn
Sorrigen sadte Rood i navnløs Piine
Hun graader
Hun falmer
Hun seer ey paa Nattesti
Hun falder i Sofn paa Moseseng
Oc aldting tier
Saa dæcker et Mulm
Hendes Drømmers Stier
CAPITOLO II - TRA LE ROCCE CALA IL SOLE
Lentamente gira la testa
Ascoltando parole distanti
Che vengono da qualche parte sotto, del dolore del cuore
La fanciulla:
"Tra le rocce cala il sole
Le ombre si stanno, oh, allungando
Presto verrà la notte
A legarmi e imprigionarmi"
Una lacrima scese dalla sua guancia
Una lacrima di desiderio di ritorno a casa
Quanto desiderava resistere ed essere protetta
E dalla pena s'alzò il suo indescrivibile dolore
Piangente
Smarrita
Su questi sentieri di mezzanotte
Si addormentò su un letto di muschio
Il silenzio cadde sugli alberi
Quindi, sul sentiero dei suoi sogni,
cadde un denso velo.
CAPITEL III - GRAABLICK BLEV HUN VAER
Langveysfra blifver hun iagttagen
Øine, mange Graablick
Medens Maanen tavst glider
Pigen:
"Eg merkje kalde Øyne
Kva er eg vár - maa være snar
Før Trolldomskraft med Makt meg tar"
Øine holder hende endnu
Seer fra nysgierrig Fjærnhed
Norsk Nat iiser
Naar Lyd lig hylende Varg sætter
Torden ruller
(Angsten blusser)
Verden er Sneen
- stille
Alleene hun aander
Hierteslag banker
Blodet iisner i Aarene
De Underjordiske:
"Sorrigens Kilde hviler
Paa de torneklædte Træer
Hun er saa vacker een Dyd
Hendes Drøm Solspell indvier"
Paa disse hvide Kinder
Paa denne smiilforladte Mund
Taarerne i Elver strømmer
Naar Verden er i Blund
CAPITOLO III - LEI PERCEPISCE OCCHI GRIGI
Da lontano è guardata
Da occhi grigi
Mentre in alto, silenziosa, la luna scivola
La fanciulla:
"Percepisco occhi freddi
Quali creature sono vicine?
Velocemente, devo fuggire lontano da qui
O dalle forze della loro magia sarò catturata"
Occhi la tengono ferma
La accarezzano da lontano
La notte norvegese diventa fredda
Quando lupi ululanti cantano
Il tuono rimbomba
(La paura percorre l'aria)
Un mondo rivestito di neve
Silenzioso,
Lei è da sola, smarrita
Batte forte il suo cuore
Il suo sangue si ghiaccia
Il mondo sotterraneo:
"Qui giace la sorgente del dolore
Tra gli alberi spinosi
Una fanciulla virtuosa così bella
I suoi sogni invitano l'alba"
Su quelle guancia rosa
Su quella bocca priva di sorriso
Un fiume di lacrime scorre libero
Mentre il mondo dorme.
CAPITEL IV - EEN STEMME LOCKER
Hun vaagner paa Skyggefulde Stier
I Skogens dybe grønne Kammer
Da hvidsker een Stemme paanye
Bag rankedæckede Stammer
Stemmen:
"Kom, om du vil! Kom i Mørcket!
Mit sorte Øie skald vinde dig!
Mit bløde Haar skald binde dig!"
(Saa dragende, sugende Ord...)
Pigen:
"O søde Røst, hvi væcker du
Min hemmelige Smerte nu
I disse stille Lunde?"
Stemmen:
"Tøs, hvad venter du her at vinde?
Følg mig i Dalen need...
Hvorledes kand du faae aff Minde
Voor Lycke, voor Hiemmefred?"
Pigen:
"Eg forstaar ikkje - eg er saa rar...
...Si maa eg - maa eg?"
CAPITOLO IV - UNA VOCE LA ATTIRA
Si svegliò su sentieri ombrosi
Nella profonda radura verde
Quando sentì una voce bisbigliante
Da dentro il bosco
La voce:
"Vieni, se vuoi, nell'oscurità
I miei occhi neri ti vinceranno
I miei capelli biondi ti legheranno"
(Parole così dolci e tentatrici…)
La fanciulla:
"O dolce voce, perché
Porti indietro il mio dolore
In questa silenziosa radura?"
La voce:
"Fanciulla, cosa desideri vincere?
Seguimi nella mia casa
Porteremo la nostra gioia nella tua mente
La nostra armonia, la nostra felicità"
La fanciulla:
Non riesco a capire - mi sento così strana..
Ti prego parla…devo, devo!?"
CAPITEL V - BERGTATT - IND I FJELDKAMRENE
Pigen bad for sig
Det maatte ey hende hiælpe
Oc med det een nye Pige de røfvede
Foer med hende som de vilde
Oc ey som de skulde
Til der, hvor Skyggernes Huus hun saae
Saa kolde oc evigblaae
Fjeldet tog hende ind
Til sit haarde Graabergkind
Igien herskede Natten dend sorte
Oc nu er hun borte...
Hun skriger med sidste Pust aff siin Stemme
Een Epoche vi aldrig vil glemme
- Een forstened Krop
...Maanen er borte
Ocsaa Stiernerne ere sluknede
Hu! det regner og det blæs;
For langt nord i Fjellom
Djupt under Hellom
Der leikar det...
CAPITOLO V - PRESA DALLA MONTAGNA-NELLA MONTAGNA
La fanciulla chiese di essere liberata
Le sue preghiere non furono utili
Di nuovo una fanciulla scomparve
Ne fecero ciò che ne volevano
E non gentilmente
Fino alla stanza delle ombre
Così freddo il blu della montagna
La montagna le diede il benvenuto
La abbracciò aspramente e duramente
Fu di nuovo notte
E lei fu persa per sempre
Il suo respiro morente, un grido
Un epoca che non dimenticheremo mai
Un corpo mortale, ora di pietra
La luna scomparve
Le stelle s'oscurarono
Piangete! Pioggia e Tempesta!
A nord nelle montagne selvagge
Sotto cime e rocce
Loro giocano.
. -
Lady Lost In Time.
User deleted
Grande! Complimenti per le traduzioni . -
noxfero.
User deleted
probabilmente il miglior concept album della storia.. .